Hjemmeside - Artikler - Debat og synspunkter
Svar til Thomas
Af Dann Simonsen
Thomas Nygaard stillede fornyligt spørgsmålet: Er du Salsaracist?, bl.a. her på HiFiSalsa. Thomas skrev bl.a."En af grundende til at nogle casinodansere ("cubanske dansere") oplever at crossbody ser stift ud, skyldes måske, at de glemmer at se sig selv i spejlet. Danskere der danser cubansk salsa ser for det meste præcis lige så stive ud som danske crossbodydansere. Jeg oplever tit at mange herhjemme er meget fordomsfulde over crossbody style. Nogle kalder crossbody style for stift og sportsdanseragtigt. Nogle mener bare ikke det er autentisk salsa..." (læs hele indlægget her)
Her er et svar fra Dann Simonsen.
Kære Thomas.
Vi har begge mange års oplevelser i det københavnske salsamiljø bag os - du dog fem år mere end jeg selv, hvilket passer meget godt med, at jeg i sin tid gik til undervisning hos dig, da jeg de første par år snusede lidt til de forskellige stilarter og lærere.
Jeg kender dig som en god og pædagogisk underviser, som særdeles god danser, og at dømme efter udtalelserne fra så at sige samtlige kvinder, der har danset med dig, skulle du føre så guddommeligt, at det næsten ærgrer mig, at jeg ikke kan danse dame!
Og så har glædet mig over de indlæg, hvor du har givet hak i tuden til urimelig kritik af salsamiljøet, når især narcissistiske novicer har jamret over, at de ikke øjeblikkeligt var festens midtpunkt i et miljø, hvor mange har haft deres færd i årevis og derfor som en naturlig ting kender hinanden og snakker med hinanden - hvilket er noget ganske andet end forestillingen om en form for salsamobning, hvor nye bliver frosset ud af blaserte salsa-snobber.
Jeg er imidlertid ikke sikker på, at du har ret i din diagnosticering af en "salsaracisme" - og jeg er slet ikke sikker på, at eventuelle fordomme skulle befinde sig så ensidigt hos os 'cubanere', men der er da en klar forskel på New York-(eller night club)-style på den ene side og (afro-)cubansk salsa på den anden, hvilket undertiden også giver sig udslag i den indstilling, man har til det at danse salsa.
Jeg mener, at du laver en fejlslutning helt fra starten af, når du siger, at
"En af grundene til at nogle casinodansere ("cubanske dansere") oplever at crossbody ser stift ud, skyldes måske, at de glemmer at se sig selv i spejlet."
Hvis der kun var ét eneste par, der dansede cubansk, kunne man forestille sig en situation, som den beskrevne, men eftersom cubansk salsa er et ganske udbredt fænomen, er der rig lejlighed til at se den udført på gulvet af andre end en selv - undertiden klods op og ned ad NY-dansere - så spejlet overlader vi i den forbindelse trygt til NY'erne!
Jeg er selv en af dem, der i de første par år af min 'salsakarriere' dyrkede begge stilarter, men efter mit andet Cuba-besøg var jeg entydigt hooked på cubansk. Grunden til det vil jeg prøve at gøre rede for i det følgende:
1. Europæiseret dans
a) Europæere og (norte) americanos, altså folk fra 'vores kulturkreds', har efter min mening en kedelig tendens til at 'civilisere' de danseformer, som de importerer andre steder fra, så det hele kommer til at se ud som noget, der er opfundet af den berygtede finske Disco-Åge. Det spiller sikkert en rolle, at man tilpasser andre folkeslags danse til det, som man selv synes, at man behersker, men ønsket om at kunne bedømme dansen efter konkurrence-kriterier har også meget med sagen at gøre. Således blev de sortes jitterbug (eller lindy hop) til rock 'n' roll, fordi (vest)tyskerne ville systematisere den til konkurrencebrug, hvilket de gjorde ved at kræve, at dansen foregik i rette vinkler. Det havde den ikke særligt godt af, fordi man dermed fjernede selve dens sjæl, det sprælske og frie, som den har til fælles med cubansk salsa, når den er bedst. Det var sikkert bekvemt for konkurrencedommere, som her fik et entydigt kriterium for deres positive eller negative vurderinger ("ikke vinkelret"), men, hold kæft, hvor gjorde det dansen syg.
At det samme kriterium anlægges i NY-style, er næppe en tilfældighed!
b) Dans i den europæiske kulturkreds har ligeledes et underligt ønske om at kappe jordforbindelsen! Helt sygt bliver det i balletten, hvor danserne mishandler deres stakkels tåspidser, så blodet sprøjter, fordi det så vidt muligt skal se ud, som om de svæver og har forladt enhver forbindelse til den jordiske jammerdal med blikket rettet mod det himmelske. Men også de fleste andre danseformer lider af samme tendens. Rock 'n' roll skal helst bestå i lutter spring og spark - jo højere, desto bedre - og ditto kast! Og selv i wienervals skal man helst se ud, som om man s-v-æ-v-e-r hen over gulvet. 'Heaven, I'm in Heaven ...', for at citere fra en gammel Fred Astaire-film.
Modsat cubansk salsa: Hvis den ikke er grounded, i kontakt med jord og krop, er det bare ikke cubansk salsa. Man skal kunne mærke sig selv og sin partner som i allerhøjeste grad jordforbundne mennesker af kød og blod; man skal ikke lade (eller føle sig), som om man er æteriske ånder, der svæver rundt under loftet som alfer og nymfer!
c) Og min yndlingsaversion: Når jeg hører ordet "elegant", trækker jeg min machete! Det er et af de hyppigst brugte rosende ord om dans og ses også tit i salsa-læreres annoncetekster, men salsa skal sgu da ikke være elegant!!! Overlad det til Klaus Bondam & Co. Der gik lang tid, før jeg tyede til en fremmedordbog for at finde ud af, hvad det egentlig var, jeg havde imod ordet elegant, men da jeg endelig gjorde det, var det virkelig en Aha-oplevelse:
"elegance (...) (fr. élégance (...) af elegans (...) som forstår at vælge, smagfuld (...)) fornemhed el. smagfuldhed; flot; overlegen form; elegant (...) udsøgt, fin, fornem, smagfuld, luksuspræget; med overlegen sikkerhed; elegantier (...) modeherre, laps." (Gyldendals Fremmedordbog)
Overlegen og fisefornem! Hvad fanden har det med salsa at gøre? Befri os fra elegant salsa!!!
d) Men europæiseret dans skal helst være elegant - og hvor den dog lider under det. Ellers fornuftige mennesker kan i den bedste mening finde på at opstille krav til dans som følgende:
"Dancing is illusion, if you try and minic what you are seeing. Most likely you'll do it wrong, because good dancing hides a lot of effort it takes to make it look that smooth."
http://forums.randi.org/showthread.php?t=37459
Cubansk salsa gemmer sgu da ikke en masse anstrengelser for at få det til at se hverken smooth eller elegant ud, gør den!? Cubansk salsa er umiddelbar og ligefrem: What you see is what you get! Ikke engang tangoens indestængte passioner har den noget til fælles med! Og hvorfor skal passioner også stænges inde? Let it all hang out!!!
I forbindelse med en uges højskoledans i Sønderborg oplevede jeg engang et ungt halvprofessionelt tango-par, der udpenslede, hvor frygtelige kvaler, de måtte gennemgå for dansens skyld: Den pinefulde træning, al den tid, der måtte ofres, smerterne i de værkende led etc. Hvis jeg ikke havde været sådan et tålmodigt menneske, ville jeg have råbt: "Så hold dog OP, for satan, når det er så forfærdeligt! Hvem er de onde mennesker, der tvinger jer til det?" At deres dans bar præg af den selvpålagte offervilje, behøver jeg vel ikke at nævne. Og at de selv syntes, at det var beundringsværdigt, er vel også klart ...
Jeg har da selv oplevet, at man kan være øm i kroppen efter en særlig hård omgang afro-cubansk, men altid på den fede måde! Hvis det var en lidelse, ville jeg ikke sætte mine ben på et dansegulv.
Og jeg synes, at det kendetegner cubansk salsa, at den er jordbunden, ikke-elegant, ikke-retlinet og ikke mindst derfor i det hele taget en nydelse. At den også er en større nydelse at se på, er af mindre betydning, og det er den sikkert også kun, hvis man har har fået øjnene op for det udtryk for nydelse, som ligger i den. Europæere, der ikke har lært at danse cubansk, vil sikkert blive mere imponeret af de danseformer, der dyrker den omtalte illusion af nydelse i stedet for den ægte danseglæde - og det skal de sådan set have lov til, selv om man da undertiden kan få lidt ondt af dem, fordi de slet ikke er klar over, hvad de går glip af ...
Salsa og salsa
NY-style og cubansk salsa er tæt på at være ikke alene to forskellige danse, men endog to forskellige slags dans! Det er da rigtigt, at det i princippet kan lade sig gøre at danse hver sin stil og alligevel klare sig gennem et helt nummer uden at komme til skade (rock 'n' roll-dansere kan også danse med jitterbug- eller jive-dansere), men det ser eddermame underligt ud, og hvad der er mere vigtigt: Det føles også helt forkert! Thomas, det kan godt være, at du synes, at: "Det er værd at bide mærke i at gode pardansere indenfor begge genrer faktisk plejer at kunne danse sammen uden større problemer," men allerede ordvalget "uden større problemer" er vel næsten nok til at gøre opmærksom på, at man nok ikke skal forvente sig fornemmelsen af flow. På en af Jons (den anden Jons!) berømte salsature til Mallorca, i det konkrete tilfælde med Pedro Gomez og hans partner Valeria som undervisere, oplevede nogle stykker af os at se Adonis, den uomstridte lokale konge i afro-cubansk, danse med night club'eren Valeria, og det lykkedes dem da at komme igennem et helt timba-nummer, selv om de gennem hele dansen fastholdt hver sin stil, men det var spøjst at se på og virkede ikke som en nydelse for nogen af parterne.
Dansen er forskellig, følelsen er forskellig og især er føringen forskellig i NY-style og cubansk salsa. Man mærker øjeblikkeligt, om en ny partner har den cubanske feeling eller ej. Det er fornemmelsen af krop og sikkerhed på sin egen fysiske tilstedeværelse, der gør udslaget. Man kan undertiden få den samme feeling i NY-style, når der føres via hofter eller skuldre, men ellers er denne fornemmelse stort set fraværende i NY-style. Det er ikke uden grund, at der er forskel på cross-body-lead og den cubanske di-le-que-no. Man får i det hele taget et godt indtryk af forskellen på de to danse alene ved at prøve de to ret forskellige måder at gøre ca. det samme på.
Konsekvenser af forskellen
a) Eftersom cubansk salsa er så kropsorienteret, er den generelt lettere at føre i: Selv en NY-dansende kvinde kan med lidt god vilje føres i cubansk salsa, fordi hun hurtigere får fornemmelsen af, hvor manden vil have hende hen. Derfor udarter cubansk salsa sig også sjældnere til de deciderede danselektioner, som mange NY-dansende herrer ser ud til at foretrække for dans: I stedet for at føre damen og se, hvor langt det kan lade sig gøre at komme, og så begrænse sig til de drejninger, som man som herre kan mærke, at de respektive NY-damer kan føres ud i, afbrydes NY-dansen hyppigt af foredrag og instruktion, eftersom den mundtlige redegørelse ser ud til at være nødvendig, for at damen kan forstå, hvad det er herren vil have hende til at lave. Og, bevares, det har sikkert sin charme! Mange herrer ser da også ud til at elske rollen som lærer med en ivrigt lyttende elev. For mit eget vedkommende får jeg det behov rigeligt dækket via mit daglige virke i den danske gymnasieskole (bortset fra det med elevernes iver), så jeg gider ikke for alvor kaste mig ud i den på dansegulvet. Når NY-herrer foretrækker at docerere i stedet for at føre, er det helt OK med mig, men hvis de gør det, fordi det er den eneste måde at få dansen til at fungere på, så er det lidt synd.
b) De hurtige skift, som kræves i rueda de casino, er afhængige af føringen, hvorfor NY-style-rueda er et relativt sjældent fænomen - og ret spøjst at se på, når det sker. Det er heller ikke mit indtryk, at forsøgene på NY-style-rueda er ægte: For mig ser det ud, som om det snarere drejer sig om rueda-koreografi end om egentlig rueda de casino. Medvirkende til dette er nok også, at der skal tænkes så meget i NY-style, hvilket der ikke er tid til i en (god) rueda: Kommandoerne skal helst løbe uformidlet ud i herrernes kroppe og lemmer, så de kan føre deres partnere ud i drejninger og partner-skifte. Til gengæld kan en kvinde, der har lært at blive ført, umiddelbart gå ind i noget så kompliceret som en cubansk rueda - selv om hun aldrig har prøvet det før. Hun mærker på føringen, hvad hun skal gøre.
c) Eftersom musikken i den grad taler til kroppen i afro-cubansk salsa, har 'cubanerne' generelt bedre fornemmelse af rytmen. Når rytmen sidder i hofter og torso, behøver man ikke bebyrde hjernen med at tælle til 8 (eller 2 gange 4), men kan koncentrere sig om at have det sjovt. - til forskel fra de stive (og, jo, de er sgu stive, Thomas!) NY-dansere, hvis hoveder skal rumme meget mere, end det er menneskeligt muligt at håndtere, hvorfor de ofte kompenserer ved at lade deres ben tage de her a-l-e-n-l-a-n-g-e skridt på (især) 1- og fem-takten, hvilket ikke får dem til at se mindre stive ud og undertiden får dem til at fylde mere på et dansegulv, end de strengt taget behøvede at gøre. (Det dér med de rette linier gør det heller ikke bedre!)
d) Undervisningen i henholdsvis cubansk og night-club-salsa er tilsvarende meget forskellig. Jeg skal ikke kunne sige, om der ikke er NY-undervisere, der gør det anderledes, men bedømt ud fra min erfaring gør underviserne i cubansk betydeligt mere ud af det kropslige som en nødvendig forudsætning for dansen - og det er en fokusering, der drejer sig om, hvordan dansen føles, mere end om, hvordan dansen ser ud - hvilket nok er hovedårsagen til, at vi 'cubanere' undertiden også griner lidt, når vi ser NY'erne gøre sig så store anstrengelser med illusionen: med at få deres dans til at se ud som noget, den ikke er. (De sjove fagter med hænderne, fx.)
Der findes desværre også undervisere i cubansk, der imødekommer danskernes behov for en hel masse figurerer på bekostning af den helt basale kropsudfoldelse, som er alfa og omega i cubansk salsa. Åbenbart regner danske salsadansere (og især de mandlige) med, at deres salsafærdigheder stiger automatisk i takt med antallet af figurer! Det er sådan en dejlig kvantificerbar størrelse og udtryk for en holdning, der ville svare til, at man gik i gang med at undervise i procentregning og anden-gradsligninger i stedet for addition og multiplikation, fordi det dér med de basale regnearter er for kedeligt og ikke for alvor kan bruges til noget. Resultatet er, at de danske salsadansegulve er fyldt med figur-feticister, der ganske vist behersker 200 forskellige salsavariationer - men aldrig har lært at danse salsa!
Salsa hos naboen i syd
Og det skyldes altsammen ikke så meget, at det foregår i det kolde Norden, men nok så meget, som nævnt i indledningen, den dødssyge indstilling, som man i Europa har til dans. Lyt fx til et par af vores mellemeuropæiske salsa-naboer (i min oversættelse):
27-årige Nina er i Palacio de la Salsa i Elser-hallen hver lørdag. "Her har man plads til figurer." Hun foretrækker New-York-Style, en af de (simpelt formuleret) to hoveddanseformer i salsa. (...)
"For mig skal en mand kunne mindst tre figurer - cross-body-lead, peek-a-boo og open break - ellers bliver det kedeligt," siger Nina.
Ikke underligt, at en gammel salsa-rotte som Chuck Hermann, siden 1972 salsa-DJ i Tysklands salsa-metropol München, er fortvivlet:
"Tusinder danser uden følelse for musikken," siger Chuck."Fordi man kun regnes for noget, hvis man til et eller andet bryllup kan brillere med et par trin." Skyld i nedgangen er også de danseskoler, hvor man kun lærer teknik.
"I dag drikker folk jo ikke engang en øl, fordi de er nødt til at tælle deres trin." Han danser selv næsten ikke mere.
"Der er jo ingen lækre tøser mere. Jeg er ikke interesseret i de danseskole-forkrampede." Süddeutsche Zeitung
Som sagt: I cubansk salsa er man så herligt fri for at tælle trin! Kroppen tæller for en - og hvis den ikke gør, er det ikke salsa, det er illusions-show. At man også kan slappe af og drikke en Cristal (eller Havana Club!) og alligevel danse, er vel en af de bedste anbefalinger, man kan give den cubanske salsa! Selv når der er allermest tempo på, er det afslappet, tilbagelænet sanselighed eller med andre ord: cubansk - til forskel fra de stive, trintællende NY'ere!
Udgangspunkt for enighed?
Men til sidst et af de punkter, hvor jeg tror, at vi vil kunne nå til enighed, Thomas: Jeg kan godt gå med til det kendte slogan om, at Salsa is having fun, men man skal i den forbindelse ikke glemme, at salsa er sin helt egen måde at have det sjovt på. Især hos lidt usikre dansere støder jeg tit på den her forargelse: "Jamen, det vigtigste er da, at man har det sjovt, så kan det da være lige meget med takten."!
På den ene side er det da rigtigt: Hvis man har det sjovt, så har man det sjovt, og det er så det! Det er bare ikke nødvendigvis salsa, og det behøver det selvfølgelig heller ikke at være. Men jeg kan ikke forestille mig, at en kryds-og-tværs-dyrker ville blive begejstret for holdningen, "Jamen, det vigtigste er da, at man har det sjovt, og så kan det da være lige meget med stavningen," eller at en fodboldspiller ville gå med til, at "Hovedsagen er da, at vi har det sjovt, og så kan det da være lige meget, hvaffor et mål jeg vælger at skyde bolden i!"
Nej, det kan sgu ej! Hvis salsa skal være sjovt, så er man som minimum nødt til at kunne høre og holde takten og enten føre eller lade sig føre. (Og helst være enige om, hvem der gør hvad!) Det er en simpel forudsætning, der kan læres, hvis man har tid, lyst, lejlighed (og råd) til det.
Hvis man som begynder møder op og forventer, at alle andre skal være villige til at tilbringe en aften med at have det sjovt med salsa, så er beherskelsen af det helt grundlæggende en forudsætning, på samme måde som det er en forudsætning for at deltage i en tennisturnering, at man bruger en ketcher. Sidstnævnte fås i alle mulige størrelser, former og modeller, men det går under ingen omstændigheder uden!
mvh, dann simonsen
De andre indlæg i denne diskussion (med tilhørendende kommentarer):
For en god ordens skyld: nye indlæg i debatten skal skrives som kommentarer til de eksisterende
Indrykket af : HifiSalsa's Nyhedsredaktion 10-Nov-2005 00:34 - Senest opdateret : 16-Jun-2007 03:55
Læst antal gange : 2529
Kommentarer (38) - Skriv kommentar - Send note til redaktionen
Kommentarer
Salsaracister og andre nazier
WOW, Anna-Maria!!! Jeg tror, du lige har slået rekorden i Godwins lov!
http://en.wikipedia.org/wiki/Godwin's_law
"As an online discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches 1."
Hvis Thomas' indlæg var det første og mit det andet, så lykkes det dig som bidragyder nummer tre at sammenligne mig med nazierne allerede i indledningen. Godt gået, Anna-Maria! Du siger:
"Derudover taler du om "kulturkredse" som kommer af "kulturkredslæren" eller "Diffusionismen", en kultur-teoriretning skabt i Tyskland i 1930, hvor ideen om den ariske race som overlegen, var i højsæde, men manglede en teori at støtte op og dokumentere sådan en påstand omkring, sådan kom kulturkredslæren til verden.
Har du dine påstande eller viden om dans fra Curt Sachs "World History of the Dance" 1937, som netop brugte denne kulturkredslære til at stigmatiserede det fremmede som primitivt og endnu ikke udvilket til europæisk niveau ?
Lige i dette debatindlæg om salsa-racisme, kan vi vist godt blive enige om et uheldigt brug af begrebet "kulturkreds" i den forbindelse."
Hvis man googler ordet "kulturkreds", får man knap 17.000 hits:
http://www.google.dk/search?hl=da&q=kulturkreds&btnG=Google-s%C3%B8gning&meta=
- og det kan godt være, at det er mig, der er noget i vejen med, men nu har jeg snuset lidt rundt i et par stykker af dem, og jeg har mere end almindeligt svært ved at få øje på, at det skulle dreje sig om krypto-fascistiske hjemmesider i de fleste tilfælde!
Så hvordan hænger din logik sammen?
1) Dann bruger ordet "kulturkreds".
2) Det var der også nazister der gjorde!
3) Der var til og med en af dem, der brugte ordet i en bog om dans!
4) Altså er det ret oplagt at mistænke Dann for nazi-sympatier, når nu han både bruger ordet "kulturkreds" og bedre kan lide afro-cubansk salsa end New York-style!
Jeg er sådan set lidt ked af, at du stopper din jagt på nazi-analogier allerede her, så lad mig hjælpe dig lidt på vej:
1) Jeg er cand.mag. og lidt til i bl.a. tysk!
2) Hitler stod i spidsen for Tysklands 3. rige!
2) Hen imod slutningen af mit indlæg citerer jeg en artikel fra Süddeutsche Zeitung!
3) Artiklen handler om salsa i München.
4) I München foregik Hitlers berømte ølstuekup!
5) Jeg roser afro-cubansk salsa for ikke at være uforenelig med øldrikning!
Lige i dette debatindlæg om salsa-racisme kan vi vist godt blive enige om, at det er uheldigt at pege på øl og München i den forbindelse.
OK. Jeg er afsløret. Du er simpelthen for overlegen en modstander, Anna-Maria. Jeg havde egentlig regnet med, at mit forsøg på at forføre det københavnske salsamiljø til at læse Mein Kampf via min lovprisning af afro-cubansk salsa ville gå upåagtet hen, men så kom du og afslørede du mig. Satans også! Selv ikke de bedste planer kan regne med 100 % succes!
- - - - - - - - - - -
Men spøg til side - selv om besvarelsen af et indlæg som dit ikke kan undvære humor: Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at du efter din flyvske humaniora-logik i indledningen rent faktisk også leverer et par argumenter, der drejer sig om dans. Dem vil jeg vende tilbage til. I mellemtiden vil jeg anbefale dig at kigge på definitionen af strawman-argument. Det kan du - ligesom med Godwins lov - fx gøre hos Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Straw-Man_Argument
med venlig hilsen, dann simonsen
Indrykket af : dann 10-Nov-2005 23:30 - Senest opdateret : 10-Nov-2005 23:30 - Besvar - Send note til redaktionen
Veni, Vidi, Vici!
Kære Dann
> Først og fremmest tusind tak for dine indlæg.
Vi er et relativt nystartet salsa par, der med stor fornøjelse har læst dine indlæg. Vi syntes at du efter det første, burde have ros og et anderkendende tak med på vejen, for således at opmuntre dig til mere af samme slags.
Men udfra dit svar til Anna-Maria,(hvor vi begge næsten tabte kaffen af grin!) lader dette ikke til at være nødvendigt.
Keep up the good work
Mvh.
Anne og Frank Klitgård
Indrykket af : F&A 11-Nov-2005 16:46 - Senest opdateret : 11-Nov-2005 16:46 - Besvar - Send note til redaktionen
Glem Vici!
Tak for det, Anne og Frank, men en diskussion, der grundlæggende drejer sig om et smagsspørgsmål, tror jeg ikke, at man skal forsøge at vinde!
mvh, dann
PS Hvis I er i familie med den gamle modstandsmand Frede, må I hilse - selv om han nok ikke kan huske mig.
Indrykket af : dann 13-Nov-2005 19:23 - Senest opdateret : 13-Nov-2005 19:23 - Besvar - Send note til redaktionen
Vi danser videre, Anna-Maria.
Inden jeg tager fat på de ting, som du siger om dans, skylder jeg måske at fortælle dig, at det, jeg skriver, også lidt polemiserer mod en holdning, som jeg tidligere har hørt fremført (på salsalisten, tror jeg): at eftersom danskere angivelig ikke kan lære at danse som cubanere, må en mellemting være idealet, en slags blandingsform, altså NY-salsa eller måske street salsa.
Jeg mener imidlertid ikke, at ræsonnementet holder stik. Min egen profession er fremmedsprog, og her ville det ca. svare til, at fordi danskere ikke kan lære at tale engelsk som indfødte englændere og amerikanere, så burde de i stedet for lære en speciel blandingsform af sproget tillempet specielt til dem.
Der er vel ingen, der for alvor ville gå ind for noget sådant, hvilket nok først og fremmest skyldes, at 'blandingsformen' nærmest per automatik bliver resultatet af forsøget på lære det ægte engelsk - ligesom den form for salsa, som danses af de fleste danskere, er et resultat af forsøget på at lære den ægte (cubanske, whatever) salsa. Inden for sprogvidenskaberne behandles dette fænomen bl.a. i den såkaldte "interlanguage"-teori. Jeg ved for lidt om dans på et teoretisk plan til at kunne sige, om noget tilsvarende gør sig gældende her, men i forvejen er mange af de cubanske danse jo en blanding af (syd)europæiske og afrikanske elementer.
Interlanguage-forskerne regner med, at man fra et vist alderstrin ikke vil være i stand til at lære at tale et sprog perfekt og uden accent, men de er dog opmærksom på, at der er undtagelser fra reglen - især når motivationen er tilpas høj, hvilket den fx vil være for folk, hvis liv afhænger af det: spioner, der skal kunne illudere indfødt i et fremmed land. (Heldigvis har vi vel ikke et tilsvarende problem i dans - med mindre, der er nogen, der overvejer at blive spion i Cuba ...)
Ellers vil det normalt kræve både motivationen og et ophold i det pågældende land. Men jeg har haft elever, som har talt nærmest fejlfrit engelsk med tydelig amerikansk accent - uden nogensinde at have sat deres ben på amerikansk jord. Selv mente de, at det skyldtes, at de gennem hele deres opvækst havde hørt sproget i TV.
De få danskere, som kan danse som cubanere, er som regel også dem, der har haft længerevarende ophold på Cuba - incl. professionel danseundervisning. Og det drejer sig som regel om kvinder ( som fx ).
Min pointe med denne 'interdans'-indledning? At det da godt kan være, at vi aldrig kommer til at lære at danse som den ægte vare, men at en forudsætning for at komme til at danse som den halvægte er, at man forsøger sig med den ægte og ikke med den præ-europæiserede. Det er så afgjort også det mest underholdende, hvis ellers man er åben for det fremmedartede. For tiden går jeg selv til yoruba hos Raisa og son hos Charli - ikke for at forfølge noget ideal om at blive salsa-mester, men fordi det er skidesjovt! Det giver muligheden for at få fornemmelsen af, hvad cubansk dans - incl. salsa - i det hele taget går ud på. Desværre er vi kun to mandlige deltagere hos Raisa - og den anden er (selvfølgelig?) ikke dansker. Jeg ved ikke, hvor de øvrige er, men jeg vil da ikke håbe, at de allesammen er igang med at træne Tippy-tap, Suzy-Q og Peek-a-boo for at blive mere elegante!
Det, som i den forbindelse undrer mig, er ikke mindst, at det tiltrækkende ved salsaen sgu da er det fremmedartede, det, der adskiller den fra den musik, vi hører i vores kulturkreds, claves m.m. Og alligevel virker det, som om folk dårligt nok har tilmeldt sig et salsahold og fået trinene og de første variationer til at fungere sådan nogenlunde, før de flygter over i det, som lige netop ikke karakteriserer den fremmede musik og dans: flere variationer, såkaldt frække moves (der aldrig er en skid frække!) og den stygge elegance, der heldigvis sjældent lykkes.
OK; det er trygt og godt, man skal ikke udfordre krop og sjæl med at prøve at få dem med på nogle bevægelser, som de ikke rigtigt vil, fordi de i forvejen er presset ind i den måde at bruge dem på, som kendetegner vores kulturkreds (sorry!), og det tiltaler tilsyneladende vestlig præstationsmentalitet at kunne gå hjem og skrive endnu en figur på listen, så man(d) for alvor kan føle, at man har fået noget for pengene. På den måde ender man(d) tilbage i noget, der til forveksling ligner det, som man kom fra - bare via en lidt kompliceret omvej. Og det er vel også en form for danseglæde, men en helt anden end den, som man ser hos dansende cubanere.
Men igen: Det er folks eget valg! Ingen tvinger nogen til at blive hverken 'new yorkere' eller 'cubanere', vi 'stemmer' så at sige med (danse-)fødderne og opsøger den form, som vi bedst kan lide - og det er der ingen, der hverken kan eller skal ændre på. Alligevel er det noget, som kan ophidse sindene voldsomt, da vi tilsyneladende har en generel tilbøjelighed til at gå mest inderligt op i netop de spørgsmål, som primært drejer sig om smag og behag.
Jeg tillod mig i mit første indlæg at skrive, hvorfor cubansk salsa efter min mening giver betydeligt mere end NY-style - efter at jeg i årenes løb har læst ret mange indlæg om det fortræffelige ved NY-style, streetsalsa etc. Jeg ved ikke, hvorfor cubanerne (de rigtige!) tilsyneladende aldrig ytrer sig i denne debat og fortæller, hvad der er det fede ved cubansk salsa m.m. Jeg har ikke spurgt dem. Det kunne selvfølgelig tænkes at være et spørgsmål om sprogbeherskelse (jeg ved ikke, om de gør det på spansk, som jeg ikke selv mestrer), men det kunne også være et spørgsmål om, at de synes, at forskellen bliver så tydelig på dansegulvet, at ord er unødvendige.
fortsættelse følger ... (systemet tillader ikke alt for lange kommentarer)
Indrykket af : dann 13-Nov-2005 20:20 - Senest opdateret : 13-Nov-2005 20:20 - Besvar - Send note til redaktionen
Hvis du vil skrive kommentarer skal du tilmeldes som bruger
Lør. d. 25. feb. 2012 : GRUPO DANSON LIVE PÅ SØPAVILLONEN
En fantastisk Koncert med Danmarks hotteste Salsaband! Cubansk musiktradition i moderne indpakning! Med sine fem cubanske musikere er ...[Læs mere]
Mangler der noget?!
Alle kan skrive indlæg til HiFiSalsa og det er gratis.
Brug HiFiSalsa's Info-formular hvis du vil ha' information om dit kursus eller arrangement på HiFi, eller har andre nyheder du gerne vil dele med andre salsainteresserede.
Eller bliv aktiv bruger: Som aktiv registreret bruger har du flere muligheder for at skrive og redigere indlæg på HiFiSalsa.
Kritik, kommentarer, ideer, tips, forslag?
Brug vores kontaktformular til at give feedback...
Aktuel salsaracisme og salsadefinitioner
Jeg er slet ikke enig med dig, Dan Simonsen.
I din affejning af Nygaards påstand om salsa-racisme, virker du selv som èn, gennem din hårde og ikke helt fejlfrie kritik af N.Y style.
Derudover taler du om "kulturkredse" som kommer af "kulturkredslæren" eller "Diffusionismen", en kultur-teoriretning skabt i Tyskland i 1930, hvor ideen om den ariske race som overlegen, var i højsæde, men manglede en teori at støtte op og dokumentere sådan en påstand omkring, sådan kom kulturkredslæren til verden.
Har du dine påstande eller viden om dans fra Curt Sachs "World History of the Dance" 1937 , som netop brugte denne kulturkredslære til at stigmatiserede det fremmede som primitivt og endnu ikke udvilket til europæisk niveau ?
Lige i dette debatindlæg om salsa-racisme, kan vi vist godt blive enige om et uheldigt brug af begrebet "kulturkreds" i den forbindelse.
Men tilbage til din kommentar:
Du skriver:
"Jeg er imidlertid ikke sikker på, at du (Thomas Nygaard) har ret i din diagnosticering af en "salsaracisme" - og jeg er slet ikke sikker på, at eventuelle fordomme skulle befinde sig så ensidigt hos os 'cubanere', men der er da en klar forskel på New York-(eller night club)-style på den ene side og (afro-)cubansk salsa på den anden, hvilket undertiden også giver sig udslag i den indstilling, man har til det at danse salsa."
Du mener ikke salsaracismen ensidigt befinder sig hos cubansk-salsa-dansere, alligevel skriver du at du fortaler for den cubanske salsa og siger :
"Overlegen og fisefornem! Hvad fanden har det med salsa at gøre? Befri os fra elegant salsa!!!"
Jeg ved ikke hvad du selv mener om den sætning, jeg mener den er ekskluderende (salsaracistisk, om man vil.)
Ikke nok med det, mener jeg at dine punktmæssige sure opstød (1. Europæiseret dans a og b) er lidt for stressede.
Du skriver:
"1. Europæiseret dans
a) Europæere og (norte) americanos, altså folk fra 'vores kulturkreds', har efter min mening en kedelig tendens til at 'civilisere' de danseformer, som de importerer andre steder fra, så det hele kommer til at se ud som noget, der er opfundet af den berygtede finske Disco-Åge"
Der er en del misforståelser i den påstand.
Enten har du skrevet fejl, men muligheden for en historisk misforståelse af salsa, tror jeg er mest sandsynlig.
For det første HAVDE og ikke har Europæere en tendens til at tage impulser fra andre kulturer til sig. Og dette galt også den anden vej. Denne første udveksling skete under kolonialismen (17årh.) og udviklede sig derefter.
I salsa-historie-sprog, hedder denne fase "Sandunga" blandning af salt og pebber. Det hvide og sorte. Hvis denne udvikling ikke var sket, ville Cuba ikke have sine danse (som du er så glad for), da cubanske danse udelukkende er resultatet af afrikansk og europæisk kultur.
”b) Dans i den europæiske kulturkreds har ligeledes et underligt ønske om at kappe jordforbindelsen! Helt sygt bliver det i balletten (...)"
I denne påstand, tror jeg det er dig der mister jordforbindelsen og i vildfarelse sammenligner ballet-idealet i 1800tallet (en kunstdans) med salsa- en nutidig selskabsdans.
1800tallets balletæstetik (Romantikken), handler som alt anden kunst i denne epoke om en higen efter det guddommelige, en form for religiøs æstetik hvor man ønskede sig bort fra det jordiske spleen. Tager du i Det Kgl. Teater idag, vil du selvfølgelig kunne se Bournonvilles balletter fra 1800tallet, men du ville også se balletter med nøgne mennesker kravlende på alle fire, for ballettens æstetik udvikler sig også.
I din følgende redegørelse over N.Y-style og Cubansk er du endnu en gang ekskluderende, du skriver:
"Salsa og salsa
NY-style og cubansk salsa er tæt på at være ikke alene to forskellige danse, men endog to forskellige slags dans!"
Dette er begrebsforvirring på højt plan!
For igen at se på salsa-historien, havde vi i kolonitiden, salsaens tilblivelse og begrebet "sandunga".
I salsaens 2. fase, når denne "sandunga" (-om det er son, bolero, rhumba) kommer til USA, taler vi om salsa. Dette sker præcis i 1973, når latinmusikforlaget Fania, bruger betegnelsen "Salsa" om den utrolig brede musikgenre der blomstrer op fra 60'erne og frem til idag. Salsa bliver derved et paraply-begreb for ALLE blandninger af amerikansk blues,rock,jazz med puertorikansk, peruviansk, cubansk, colombiansk, den Dom.Rep. o.s.v.
Selvfølgelig er Cubansk salsa og N.Y ikke samme danse, men de hører under samme paraplybegreb som musikken. De hører under samme GENRE, men med forskellig STILART.
Sidst men ikke mindst.
I dit punkt om "Konsekvenser af forskellen", skriver du i pkt.c om musikkens taktinddeling:
"c) Eftersom musikken i den grad taler til kroppen i afro-cubansk salsa, har 'cubanerne' generelt bedre fornemmelse af rytmen. Når rytmen sidder i hofter og torso, behøver man ikke bebyrde hjernen med at tælle til 8 (eller 2 gange 4), men kan koncentrere sig om at have det sjovt. - til forskel fra de stive (og, jo, de er sgu stive, Thomas!) NY-dansere, hvis hoveder skal rumme meget mere, end det er menneskeligt muligt at håndtere, hvorfor de ofte kompenserer ved at lade deres ben tage de her a-l-e-n-l-a-n-g-e skridt på (især) 1- og fem-takten, hvilket ikke får dem til at se mindre stive ud og undertiden får dem til at fylde mere på et dansegulv, end de strengt taget behøvede at gøre. (Det dér med de rette linier gør det heller ikke bedre!)"
Her har vi essensen af STILART-forståelsen.
Cubansk salsamusik tælles 1,2,3,ubetonet 4, eller om du vil un, dos, treeeeez.
Musikkens opbygning i den salsa som blev i USA, som eksilcubanere var med til at lancere i USA (som cubanerne senere tog til sig med kys-hånd) f.eks. Celia Cruz, Gloria Estefan o.s.v. tælles faktisk i otte. Hvilket vil sige at èt-slaget, for hvert 8 slag er betonet, og på den måde vil et par der danser på 1,2,3-1,2,3 komme i utakt, da manden skal gå frem på 1.
Jeg mener ikke at der er noget galt med elegance, heller ikke med jordbundenhed. Jeg beundrer begge stilarter og respekterer begge fløje, og er sikker på at Thomas gør det samme. Jeg har aldrig hørt ham sige "Primitiv og Vulgær, Hvad fanden har det med salsa at gøre? Befri os fra jordbunden salsa!!!"
Salsa blev populær p.g.a at den var inkluderende, alle kunne identifisere sig med den form, hvad end han var creol, europæer, indianer, sort, amerikaner, iraner, rig, fattig og er stadig lige identifiserbar og populær den dag idag.
Salsa er inkluderende, ikke ekskluderende, salsa er glæde, sammen og individuelt. Både hvis man kan lide at være elegant eller jordbunden.
Salsa inspirerer, integrerer, ødelæg ikke det!
Kærlig hilsen
Anna-Maria Nielsen
Cand.mag i Dansevidenskab v/ Københavns Universitet, Stockholms Universitet og Norges Tekniske og Naturvidenskablige Universitet.
Indrykket af : AMN 10-Nov-2005 17:56 - Senest opdateret : 10-Nov-2005 17:56 - Besvar - Send note til redaktionen