• Artikler
• Dansepartner
• Fotos
• Kalender
• Nyt
• Leksikon
• Links
• Nyhedsbrev
• Info/FAQ
• Bruger
• Kontakt
• 

Hjemmeside - Artikler - Reportage

Salsamania!!

Pardans er oppe i tiden: en uforpligtende non-verbal kommunikation, en frizone, hvor man ikke behøver rulle hele cv'et ud for at komme i nærkontakt med det andet køn.
Vi har modtaget følgende artikel fra Ulla Gjedde Palmgren. Artiklen har været bragt i Weekendavisen. (mellemrubrikker er indsat af HiFiSalsa)

The Mambo King

New York. I Nola's Studio på 54th Street står en mand og venter på, at klokken falder i slag, så han kan komme i gang med aftenens undervisning. Han ligner det, forsikringsselskaberne kalder "et dårligt liv", afdanket på den elvis-agtige måde: sortfarvet hår, nærmest skosværtebrun i ansigtet, med en grinagtig himmelblå flagrekåbe i skinnende kunststof, der skal aflede opmærksomheden fra hans tyngende vom - og allerværst - nogle fingerkæder i metal, der samles ved håndleddet af en sort læderrem.

Men, men men: når Eddie Torres, the Mambo King, bevæger sine mange kilo ud på dansegulvet, er han let til bens, så lykkelig i sine bevægelser, så begejstret en pædagog, at man ikke ser en mand i højrisikogruppen for gammelmandsdiabetes og hjertekarsygdomme, men en danser med en mission. Han instruerer begejstret, slår takten med sine claves, tæller: one two three four, five six seven eight, markerer dansetrinene, så alle kan se. Igen og igen viser han dansefigurerne sammen med sin sorte, unge assistent, der har nogenlunde samme silhuet som Venus fra Willendorf og må have brugt timer på at skrue sig ned i sine tight jeans; også hun danser beundringsværdigt let i sine stars- and-stripes dansesko.

Eddie Torres har en livsgerning, og det er at lære folk at danse salsa, ikke bare salsa, men "salsa on2", også kaldet mambo; at denne særlige form for salsa er blevet så udbredt i New York og også har fundet vej over Atlanten, er Torres' fortjeneste. Torres er godt på vej til de tres og har boet i New York i hele sit liv, som 2. generationsindvandrer og barn af puertoricanske forældre. Lige fra firserne, hvor latindans havde nået et lavpunkt på grund af den overvældende discobølge, der skyllede ind over den vestlige verden i kølvandet på kassesucceserne Saturday Night Fever og Grease, har han arbejdet på at promovere salsa og få dansen accepteret som moderne konkurrencedans på linje med vals, foxtrot og tango. Det projekt er delvis lykkedes.

Salsa - et verdensomspændende fænomen

Salsa er endnu ikke blåstemplet som konkurrencedans, men dansen er til gengæld blevet et verdensomspændende fænomen.

Især den vestlige verden danser salsa på livet løs. I klubber, tv-programmet Vild med dans, på diskoteker, firmafester, polterabend-arrangementer, overalt. Tango er sammen med salsa med i pakken af  populære latinamerikanske danse, der er blevet danset på de vestlige dansegulve i det tyvende århundrede, rhumba, samba, cha cha cha, lambada etc.

Salsa er spansk og betyder "sovs", en betegnelse, der absolut giver mening, for salsa, som både betegner en musikgenre og en dans, indeholder ingredienser fra flere forskellige kulturer: Den har rødder tilbage til gamle europæiske kontradanse, der var en del af de franske og spanske koloniherrers kulturelle bagage, da de tog til henholdsvis Haiti og Den dominikanske Republik i det 16. og 17. århundrede. Opmuntret af den franske revolution gjorde haitianerne oprør mod den franske kolonialmagt i 1791, og en del franske plantageejere flygtede med deres afrikanske slaver til Cuba, og her blev der mikset videre på musikken og dansen, som fik flere spanske og afrikanske islæt. Også i New York blev der jammet og danset videre op igennem det 20. århundrede, men det var først så sent som i 1970'erne, at dette multikulturelle koncept af musik og dans fik navnet salsa. Og det var her, Eddie Torres fra starten af firserne fik succes med sin særlige salsastil, godt hjulpet på vej af den godt halve million puertoricanere, der omkring 1988 flyttede til New York, og som nu udgør den største koncentration af puertoricanere uden for Puerto Rico. Nu, godt tredive år senere, er salsa blevet en globaliseret dans med flere forskellige udtryk og stilarter: Cubansk, colombiansk, afrikansk, New York stil, L.A. stil etc.

Det danske salsamiljø: pardans for de voksne

Danmark blev for alvor ramt af salsaen i midt-halvfemserne. Nu har enhver større dansk provinsby en salsaklub. I København kan man danse salsa hver aften, især i sommermånederne, i Fælledparken under åben aftenhimmel, samt på Café Kellerdirk og Park Café blot for at nævne nogle af stederne; også på denne regnfulde torsdag aften i august danser man på Søpavillonen.

Her er retro ballroom stemning med roterende røde og blå discokugler og en kanon, der sender et formildende tågeslør ud over nybegyndernes famlende fodtrin. Den første time er der salsa-time for begyndere og alle, der vil have stilen pudset af. Salsa er nemlig ikke en dans, man bare kaster sig ud i, medmindre man tilfældigvis skulle være født sydamerikaner og har fået trinnene ind med modermælken. Salsa skal læres, det er hårdt arbejde at dechifrere de komplekse rytmer.

Salsamiljøet adskiller sig på flere måder fra gængse discomiljøer, som jeg i sandhedens navn aldrig har frekventeret, men kun kender fra höaut;ren sagen: Her er kun voksne mennesker. De fleste er mellem 30 og 40, men der er også folk i tyverne og folk, nej mænd over tres, og publikum er internationalt.

Salsalærerne er også kun i faa tilfælde etniske danskere. Og så drikker salseroer stort set ikke meget andet end vand, som til gengæld sælges i rigt mål ved baren. At være beruset på et salsatek er pinligt og diskvalificerende for ens chancer som dansepartner. Der danses med skiftende partnere.

Salsa - en macho-dans til macho-musik?

Blandt de godt 50 mennesker, der er dukket op denne aften og nu står og sveder for at følge den franske salsalærer Joaquim Aoues' instruktioner på engelsk, er der intens koncentration. Mange af mændene har svedige håndflader, flere har iført sig duftevand, vel vidende, at dansen får sveden til at springe. Og det er dem, mændene, der er mest angste for ikke at kunne følge med. For de skal føre og bære det tunge ansvar for dansens afvikling, mens kvindernes rolle i pardansen er at lade sig føre. Er det ikke en bagstræberisk dans i en verden, der tilstræber ligestilling mellem kønnene?

Dette paradoks har den tyske danseforsker Heike Wieschiolek gjort til genstand for studier af salsakulturen i Hamburg, hvor fænomenet har mindst lige så stor gennemslagskraft. I artiklen "Ladies, Just Follow His Lead" citerer hun en salsa-lærer fra New York, som understreger, at "salsa er en macho-dans, skabt til macho-musik, spillet af macho-musikere".

En iagttagelse, der også holder stik i København. Efter den første intro-time, hvor begynderne har fået lov at tumle på dansegulvet, er der fri dans. Fri og fri….Hvis begynderne indtil nu levet i en illusion om, at de var ved at trænge ind i salsaens væsen, så bliver de vristet ud af deres vildfarelse i samme øjeblik, hvor de dygtige indtager dansegulvet. Disse overmennesker har indtil dette øjeblik stået i kulissen og kastet distræte blikke på begyndernes fejltrin. Når de selv træder i karakter på salsascenen, fordufter de fleste nybegyndere med samme hast som kakerlakker fra et oplyst lokale. I de øvedes rækker er der langt tydeligere kønssignaler: fra hårdtpumpede machofyre, der kaster rundt med pigerne, som var de en yoyo, yngre og ældre kropsduer i feminine outfits til kølige langhalsede donnaer, der danser selvforelsket tranedans, ældre herrer, som danser sig unge med en kvinde i favnen. Og så er der dem, der bare nyder at danse sammen uden selviscenesættelse.

Frihed til fysisk berøring og samhørighed

Hvad interessen for salsa handler om, har lektor i Dansevidenskab på Københavns Universitet, Inger Damsholt, et kvalificeret bud på:
" Da de unge i midten af 60'erne begyndte at danse twist, blev samværsdansen meget free-style. Siden da har det for flere generationer ikke været nødvendigt at gå på danseskole. Man kunne øve sig lidt foran spejlet derhjemme og derfra rykke direkte ud på diskoteket. Bevægelsernes strukturelle fokus var centreret omkring bækkenpartiet, der skulle vippes og vugges. Og fra et funktionelt perspektiv er der for mig at se ingen tvivl om, at idealet for free-style danseren er at glemme hovedet, være mere krop, mere seksuelt væsen.

Hvis man skal lære at danse salsa, kan man ikke nøjes med at lytte til musikken og slå hjernen fra. Det kræver meget mere specifik og kompleks hjerneaktivitet, hvis man skal kunne mestre sin krop. Især hvis man er den, der skal føre sin partner. Jeg er dog ikke i tvivl om at den fysiske berøring og samhørighed er en vigtig faktor i salsa. I kølvandet på 60ernes twist fulgte en masse generationer, der så det som en frihed at slippe for at røre ved hinanden under dansen. Hvis man var ude på noget, kunne man lægge armene om hinanden til aftenens sjæler. I dag er det nærmest omvendt. Friheden i salsa kan altså være, at man kan få lov til at føre eller give sig hen til et andet menneske, uden at det skal opfattes som et forspil til noget andet."

Queer Salsa

Så salsadans er i virkeligheden blot uforpligtende non-verbal kommunikation, en frizone, hvor man ikke behøver rulle hele cv'et ud for at komme i nærkontakt med det andet køn?

Inger Damsholt : " Essensen i en pardans som salsa er, at der er én, der fører og én, der lader sig føre. Og det betyder at man sagtens kan bryde med heteronormativiteten i de traditionelle modsætninger mellem maskulin/feminin, aktiv/passiv, etc. I de internationale salsamiljøer oplever man i disse år en stigende interesse for det, man kalder Queer Salsa. Her ser man naturligvis, at kvinder danser med kvinder, og mænd danser med mænd, men først og fremmest er det interessant, fordi det er en praksis, hvor man i et par kan skiftes til at føre og blive ført - uanset hvilke kønsdele man er født med. "

Anh Duy Nguyen er en væver, smidig og ikke så høj mand, som går for at være en af de bedste salsadansere i København, og han danser både mand og kvinde. Joaquim Aoues har oven i købet udtalt, at Anh er den bedste "kvinde", han har danset med. Ifølge Anh er det med kønsfordelingen nu slet ikke så svært, når det kommer til stykket :

" Jeg kan lige godt lide at danse mand og kvinde. Som mand skal man udover at koreografere dansen til musik sørge for at gøre det behageligt for damen og give hende tid og plads til styling (at lave sin egen personlige stil, fx med armene,red.). Når jeg danser kvinde, kan jeg give mig hen i dansen og sørge for at fylde den tid ud, som min dansepartner giver mig.

Anh danser salsa flere gange om ugen. Hvad er det, dansen giver ham?

"Man er fri. Det er legen i dansen, der er skøn. Man spiller en rolle. Man kan flirte, være sensuel. Det er kroppene, der taler."

Ogsaa tre kvinder i 30-40 aarsalderen, som Weekendavisen har talt med, men som ønsker at være anonyme, udtaler, at det at danse gør dem glade, det er sjovt, de føler sig kvindelige og bestemt ikke undertrykte, og saa adskiller salsamiljøet sig positivt ved at være sobert og frit for stoffer: "Det er et pænt sted".

Kønskamp på dansegulvet?

Helt gnidningsfrit danses der dog ikke altid mellem kønnene, og også på dansegulvet udspiller der sig en vis kønskamp:

Inger Damsholt :" Salsatekerne og undervisningslokalerne er rum, hvor spørgsmål om køn let kommer i fokus. Wieschioleks casestudie fra Hamburg viser, at salsa ikke umiddelbart kan forenes med de mange generationer af feminisme, vi har oplevet i Europa. Mange af de tyske kvinder har - på samme måde som danske kvinder - svært ved at lade sig føre af mænd. Så i stedet for blot at føre kvinderne uden så meget snak, så spørger de tyske mænd typisk deres partner: "Har du noget imod, at vi laver drejningen nu?" De tyske kvinder insisterer desuden på selv at byde mænd op til dans, og det er tilsyneladende ikke velset blandt latinamerikanerne i Hamburg. "

Anh Nguyen, som selv underviser i salsa, synes ikke, at de danske kvinder ligefrem er kontrolfreaks paa et dansegulv : "Jeg synes ikke, at nordiske kvinder vil kontrollere, men som underviser oplever jeg, at kvinder har en tendens til at overtage føringen i dansen, så snart de ikke kan mærke føring fra mandens side. Og det sker også ofte på dansegulvet, at kvinder retter på manden, selv om det ikke er altid hende, der har ret. Og vi mænd herhjemme er også alt for flinke til at lade os rette på dansegulvet. Det oplever jeg til gengæld aldrig i udlandet. "

Salsa - en uddøende folkedans?

Er salsadillen kommet for at blive ? Ikke til at sige. Ifølge Joaquim Aoues er passionen for salsa langt større i den vestlige verden end i Sydamerika, hvor de unge synes, at det er lidt gammeldags og folkedansagtigt at danse salsa. De vil hellere danse mere pågående, seksualiserede danse som reggaeton og merengue.

Salsa on 2 med Eddie Torres og hans kone og dansepartner Maria Torres

Indrykket af : HifiSalsa's Nyhedsredaktion 26-Sep-2008 13:03 - Senest opdateret : 26-Sep-2008 17:11

Læst antal gange : 455
Kommentarer(0) - Skriv kommentar - Send note til redaktionen

Hvis du vil skrive kommentarer skal du tilmeldes som bruger

• Artikler
• Dansepartner
• Fotos
• Kalender
• Nyt
• Leksikon
• Links
• Nyhedsbrev
• Info/FAQ
• Bruger
• Kontakt
• 

www.hifisalsa.dk

Kontakt - HiFiSalsa til din håndholdt/mobiltelefon